Interview med Ulrik Crone
Af Jesper Elg, V1 Gallery
Foto: Jens-Peter Brask
Ulrik Crone: Der er noget andet som fylder i mit hoved, jeg er der ikke, jeg føler mit liv styrter ned omkring ørerne mig. Det er ikke noget jeg har fundet på at sådan var det også i 50’erne i USA. Og i det her totalt højreorienterede samfund som ligesom er kommet, småborgelige, bonerte, nypuritanske samfund, er kunstneren med hans børnehave og kakaomaleri blevet en nyttig idiot for magthaverne der foregøgler at han er fortaler for den frie tanke men i virkeligheden handler det ikke om en skid. Så kan man kalde det paranoidt, men man bliver også nødt til at se det i et større perspektiv. Nej du optager ikke vel, ha ha ha, det skal du kraftedeme ikke gøre, du klipper det der ud hvor jeg sviner ham til ikke? Nej hvor strengt.
Jesper Elg: Jeg er ankommet hos Ulrik Crone en time tidligere. Han har lavet frokost til os, og det er meningen, at vi skal til at starte interviewet officielt nu. Jeg har dog allerede 40 minutter forinden sat båndoptageren i gang, og før Ulrik når at protestere over min mangel på presseetik, har vi snakket længe om, hvad kunsten kan i vores samfund i dag. Vi har haft disse samtaler jævnligt gennem de fem år, jeg har været Ulrik Crones gallerist. Jeg har lært meget af diskussionerne, som altid springer fra emne til emne og ikke skelner mellem det personlige og det professionelle. Det eneste, der gør denne samtale anderledes, er, at den bliver optaget, og at det er mig, som stiller de fleste spørgsmål.
Hvis jeg skal sige, hvad billedkunsten kan, som andre medier ikke kan, er det, at billedkunsten er en meget intellektuel oplevelsesform. Jeg ved godt, at der er nogen, der påstår, at de kan føle det hele vibrere og næsten begynde at græde, når de står foran et billede, fordi der er så meget følelse i det. Sådan har jeg det ikke. For mig svarer det lidt til at se en animationsfilm, hvor noget af oplevelsen er tanken om, at det er vildt, at nogen har siddet og rykket rundt på ting og taget en masse billeder. Den tanke har man med i sin oplevelse af filmen, udover at man måske bliver grebet af den. Den samme oplevelse får jeg, når jeg kigger på et maleri. Der opstår et helhedsindtryk, men der går også et kæmpe intellektuelt oplevelsesapparat i gang, som går ud på, at man er klar over, at der er lagt energi, overvejelser og tid i, og at man prøver at afkode, hvad det handler om. Og så er der det her helt banale med, at du selv bestemmer hvor længe, du vil kigge på et billede. Man kan gå til og fra det på en anden måde end med film og musik.
Føler du, at kunsten kan sige og gøre noget i det samfund, vi lever i?
Hvis man prøver at tage et skridt tilbage og kigge på, hvordan samfundsstrukturen er, så er det meget typisk, at inden for forskning er det en lille elite, som sidder og forsker, de her forskningsresultater bliver der så først skrevet om i nogle afhandlinger og nogle fagblade, og når der så er et gennembrud, så siver det ned igennem pyramiden. På samme måde føler jeg også, det er med billedkunsten, den er et laboratorium, hvor folk prøver nogle tanker og ideer af, så er der nogle kunstkritikere, som skriver om det, og derfra kommer det ud og påvirker resten af samfundet. Det er en kilde til enormt mange andre medier, lige pludselig er der en film, som nærmest har scener, der ligner Damien Hirst-værker, reklamer som snupper ideer osv. Det betyder også noget, fordi det er et nemt medie at gå til, det er meget mere omstændeligt at skulle udtrykke noget gennem film. Det tager flere år at komme fra ide til værk, når man skaber film, i billedkunsten behøver det kun at tage en måned, fra jeg starter værket, og til det hænger i galleriet.
På den måde bliver billedkunsten måske en mere autonom disciplin?
Ja, det er jo meget enkelt, det er bare noget maling og et lærred, groft sagt. I det her liv, hvor tingene tumler ned omkring ørene på en, har jeg også personligt brugt kunst som et landkort til at navigere i livet med, noget at kunne finde en genkendelse i. På samme måde håber jeg, at folk kan spejle sig i det, jeg laver, og finde en form for genkendelse, det tror jeg er en enorm vigtig menneskelig ting. For fanden, da jeg var 15–16 år og hørte Joy Division for første gang i det der mudder af tekster, jeg ikke kunne forstå, kunne jeg stadig mærke en genkendelse. Så begynder man at kunne høre teksterne og forstå, hvad det handler om. Og så er det jo enormt rart at vide, at man ikke er den eneste, der har de der tanker og følelser, det er vigtigt, at man ikke føler sig isoleret i sine tanker og i det, man mærker.
Du er en meget præcis kunstner, du pakker ikke dine emner ind, eller sådan oplever jeg det?
Det handler om at stå i et samfund og på en eller anden måde kommentere på det, ikke på en særlig analytisk måde, men ud fra en personlig betragtning og så på den måde levere en kultur- eller samfundskritik. Det er mine personlige oplevelser, og hvordan de påvirker mig, som er mit udgangspunkt. Tematisk opererer du i periferien af det, vi kalder det normale samfund. I dine billeder optræder der tit prostituerede, narkomaner, alkoholikere, forstæder, hooligans, autonome og vold? På et tidspunkt stopper man selvfølgelig op og tænker: hvorfor er det lige, at mine billeder ser ud, som de gør? For på en måde er det meget banalt. Det er de tanker og overvejelser, jeg gør mig i hverdagen, det er de ting, der undrer mig eller gør mig nysgerrig, det er mit udgangspunkt og omdrejningspunkt. Det handler om at få det til at give mening, det jeg foretager mig med min kunst, på et personligt plan. Mine ting er måske politiske på samme måde, som det er at gå ned og handle i et supermarked, det er på det niveau. Jeg tillader mig at kommentere på det, men ikke at vurdere om det er rigtigt eller forkert. Det kan godt være, at jeg har en personlig mening, men det er ikke min dagsorden. Jeg ser og oplever nogle ting, som jeg formidler videre. Hvis man tænker for meget over det, er det hele jo fucked, vi bor i en verden, hvor det helligste er at være forbruger, tre timer længere væk i en flyver ligger folk og dør, det er jo meget svært at rumme, der er jo et eller andet, der er gået plimhamrende galt, det kan vi måske godt blive enige om. Så prøver man jo alligevel at navigere i det, det handler måske om at prøve at bearbejde det. Noget af semiotikken i det. For eksempel de her forstæder i mine værker - jeg er opdraget i 70’erne, hvor man brugte sort-hvide billeder af betonbyggeri, hvis man skulle formidle noget om fremmedgjorthed og ensomhed. Jeg synes, det er sjovt at lege med den semiotik. I det øjeblik du bruger det her tegn, så ved vi alle sammen, hvad vi snakker om. I princippet kan man jo være ensom hvor som helst, det er ligegyldigt, om du bor i en fed lejlighed på Vesterbro, eller om du bor i Urbanplanen. Men det er en måde at signalere, hvad vi snakker om. Det handler om at genkende billeder. Det handler om, hvad vi bliver bildt ind, blandt andet som forbrugere, hvad vi bliver foregøglet, når vi sidder og bladrer i et indkøbskatalog og tænker, at denne her dims, man kan få i Føtex, ser supercool ud. Så kommer man derned og oplevelsen i supermarkedet er jo helt anderledes, end når man sidder derhjemme og bladrer tilbudsdrømme. Jeg ved godt, det lyder lidt rodet, spørgsmålet er, om man skulle prøve at formulere det lidt mere klart?
Men kan man formulere de her ting mere klart?
Mange af de ting jeg laver, bliver enormt banale, hvis man forsøger at italesætte dem, nogle gange er det bare et skidegodt billede, og det generer mig ikke. Jeg er jo topambitiøs - hver gang jeg går i gang med et billede, vil jeg gerne lave det bedste billede. Så når indholdet er på plads, handler det om at få det til at gå op i en højere enhed, så det bliver et godt værk. Det er vigtigt at invitere folk indenfor, jeg har en medfødt glæde ved, at tingene er åbne og imødekommende og ser godt ud, jeg ved jo ikke, hvordan folk oplever det, men jeg bliver stolt, når to håndværkere, som er i gang med at fikse noget uden for mit atelier, stikker hovedet ind og spørger, om de lige må kigge og synes, at det, jeg laver, er sejt. Jeg skal ikke kunne sige, hvor meget de på forhånd ved om billedkunst, men jeg føler en glæde ved, at de reagerer umiddelbart. Det er cool at invitere folk indenfor gennem æstetikken, at der er noget, man bliver draget af. Så håber jeg, at der så opstår en nysgerrighed omkring, hvad det egentlig er, det handler om. Jeg syntes ikke, det er to modsætninger, indholdet og æstetikken, formen er også en del af indholdet, værkerne bliver også kommenterende i kraft af formen. Stakkels dig, når du skal skrive det her ud. Meget af det her handler om, hvor skrøbeligt ens liv er, man går hele tiden hånd i hånd med katastrofen. Det handler om, at folk lever i et angstmønster. Hvis du ikke har tegnet de rigtige forsikringer og lavet den rigtige pensionsopsparing, får vi foreskrevet, at vi kan ende som posemanden henne om hjørnet om et halvt år. Det får jo folk til at følge et specielt mønster. Og på sin vis er det rigtigt nok. Katastrofen kan ramme hårdt. Jeg har set folk gå fra et forholdsvist normalt småborgerligt liv til at sidde på psykiatrisk afdeling og føle, at deres liv er løbet ud som sand mellem fingrene. Men det er der ingen pensionsordninger og forsikringer, som kan forhindre. Alle oplever større eller mindre katastrofer. Så mine værker handler også om at konfrontere angsten. Jeg har ikke en partipolitisk agenda, jeg har en interesse i at kommentere samfundet og sætte mit eget liv i spil í forhold til det.
I dine tidligere værker var der et lag af humor, som fungerede som en slags afspænding i værket, en kontrast til angsten, det lag, synes jeg, er forsvundet igennem de seneste fire år, er det noget, du har været bevidst om?
Der er sket et skift i min tilgang. Jeg bruger jo meget fotografiske forlæg i mine værker, og helt konkret bruger jeg nu kun mine egne fotos i værkerne. Jeg synes, at hvis jeg skal kommentere på de ting, som foregår omkring mig på et mere personligt plan, så skal det også være mine private fotos. Så længe det var fotos fra det offentlige rum eller nettet, kunne jeg bedre holde det ud i strakt arm og føle mig mere som en voyeur. Nu er jeg en anden slags deltager i mine værker.
Hvordan fungerer kunsten for dig personligt?
Som vi tidligere snakkede om, så bruger jeg den som en form for landkort, hvor jeg træder tilbage og kigger på mig selv som menneske. Hvorfor jeg er, som jeg er i dag. Det er de ting, jeg har samlet op undervejs, det er den massive påvirkning, jeg har fået af de kunstværker, jeg har oplevet, om det så har været musik, film eller billedkunst.
Man mærker, at der er nogle andre, som har navigeret rundt i livet, det behøver ikke at være en løsning, men man mærker, at man ikke er alene med frygten og ensomheden. Det er en vigtig funktion for kunsten. Det er derfor, at denne her nypuritanisme kan gøre mig så rasende, hele samfundet og også kunstinstitutionen, vi kører det sikkert, det skal underholde, kunstneren er en sjov gøgler, se nu gør og siger han noget underligt igen. Man undrer sig nogle gange. Som sagt, bliver jeg nærmest lidt flov, hvis der er nogen, der kalder mig politisk.
Men det er du. Du skaber et udsagn om verden i dine værker, du kommenterer den, du forholder dig politisk.
I den snak om, hvorvidt man kan ændre noget, ser jeg det nok med en overordnet brille, på samme måde som jeg tænker min egen påvirkning på. Man bliver de ting, man går ind i. Det påvirker jo en, så man måske ændrer retning. Det er ikke én ting, men en stor mosaik, som gør én til det menneske, man er. Den mosaik vil jeg gerne bidrage til. I billedkunsten synes jeg, der en ubekendt faktor, som ikke kan italesættes. Nogle gange kan jeg ikke forklare et billede, og det fascinerer mig. Der er en magisk ting i, at det, som jeg føler, er større end mig selv.
Interviewet er fra bogen, der er udkommet i forbindelse med udstillingen LAW AND DISORDER på Malmö Kunstmuseum.
Tak til V1 Gallery.
Redaktør: Ronnie Rocket.
***
posted by Ronnie Rocket @ 17:13
7 comments
FERNISERING torsdag d. 10. januar, 18-20
Gennem snart tyve år har Fatamorgana leveret vækstlaget af talentfulde, danske og internationale fotografer herhjemme. Skolens filosofi er det 'ærlige billede', altså et personligt fotografi skabt på baggrund af en original holdning til og et poetisk blik på det sete. De unge fotografer fra Fatamorgana arbejder med en række forskellige genrer indenfor fotokunsten, og på DRØMMESYN kan man opleve både portrætter, landskaber, dokumentariske skildringer af hverdagen og digitalt eksperimenterende fotografi.
I forbindelse med 'DRØMMESYN - Ung fotokunst' viser Lauritz Kunsthal et program af finsk videokunst med titlen 'Where there is pressure, there is folk dance'. Programmet vises i samarbejde med FRAME - Finnish Fund for Art Exchange.