Interview med Jes Brinch

Interview med Jes Brinch (i Hoi An, Vietnam) af Ronnie Rocket (i Berlin, Tyskland).

Grænserne for hvad der tidligere var meget afgrænsede brancher bliver mere og mere udviskede: Modefolk åbner restauranter og hoteller, musikere designer modekollektioner, kunstnere instruerer Hollywood film, stormagasiner viser kunstudstillinger. Er det en fordel for en kunstner at kunne operere på tværs af genrer og fx. levere indretningsdesign eller skal kunstneren helst holde sin "sti ren" og forblive i gallerier og museer?

Jes Brinch: Det er en fordel for kunsten og kunstnerne at arbejde på tværs af genrer. Det inspirerer, giver dynamik, nye ideer, arbejdsformer og kunstneriske udtryk. Når jeg ser kunstnere der holder deres “sti ren”, er der som regel tale om folk der er let autistiske, angst for samtiden, og som laver nogen pseudo-dybe og som regel formelle ting. Jeg synes at det er vigtigt at involvere sig i sin samtid, og at involvere sig i andre mennesker, og at blive ved med at lege og eksperimentere, i stedet for at beskytte sit fag.

Verdens politiske problemer synes at tårne op: Klimaforandringer, miljøproblemer, terrortrusler, finanskrise. Vil den politiske kunst, som vi kender den fra tresserne og halvfjerdserne få et comeback? Jeg tænker på de "direkte aktioner" i modsætning til den mere subtile kunst? I de seneste par år har jeg oplevet en del happenings, men det er de gamle drenge, der igen står på hovedet og smadrer ting og sager. Vil de unge kunstnere og ikke mindst den kommende generation af kunstnere genoplive den politiske kunst?

Jes Brinch: Jeg ser en fornyet interesse for politisk kunst og politisk aktivisme. 9-11 har haft en vis effekt på kunsten globalt, både positivt og negativt, både i retning af mere tandløs investeringskunst og mere reel politisk kunst. Rydningen af ungdomshuset har gjort en del yngre kunstnere i Danmark mere politisk bevidste, og givet mere tyngde til Street art’en. Dette leder også til en fornyet interesse for 60erne og 70ernes politiske kunst, men bør ideelt set føre til et nutidigt kunstnerisk udtryk, der måske nok er inspireret af tidligere tiders aktionisme, men ikke ligner den, for så er det sgu ikke til at holde ud at se på. Der er ingen der gider at se på Røde Mor-agtige politiske aktioner i dag, eller Bjørn Nørgaard der smører sirup på maven, det skal gøres på en ny måde, ellers bliver resultatet bare at publikum tager afstand fra politisk stillingstagen. Kunstnere som Finn Thybo Andersen og Franz Jacobi skræmmer alt og alle væk fra politisk kunst med deres fodformede utidssvarende lort, 70er pastiche og Røde Mor kitsch.


(Pic. 01) Billedtekst: Jes Brinch: Stop jeres samfund op i røven 2001.

John Heartfield er et eksempel på en politisk kunstner fra 1930erne, der både havde et heftigt politisk budskab, humor, og en visionær måde at arbejde med sit medie på. Hans fotokollager fra 30erne har nærmest forudsagt Photoshop, der først blev opfundet 40 år senere.

Hans Haacke er en politisk kunstner fra 60erne der har formået at forny sig op gennem tiden indtil nu, og er blevet ved med at udvikle sit kunstneriske udtryk. Han kan være et eksempel på hvordan man kan lave relevant politisk kunst i dag, så det holder både indholdsmæssigt og formelt.

Jeg vil nævne folk som Jakob Boeskov, Anne Bennike og Christian Falsnaes som folk der i dag arbejder i et bredt politisk orienteret kunstfelt på en frisk og nutidig måde.

I stort set alle brancher sker der en omfattende digitalisering: pladebranchen er næsten 100% digital, filmbranchen er godt på vej, bøgerne bliver til e-bøger og podcasts. Jeg ser over 100 udstillinger om året og der er færre og færre nye malerier, raderinger og skulpturer. Digital computerkunst, digital fotokunst og digital videokunst er der til gengæld mere og mere af. Vil de klassiske discipliner gradvist forsvinde helt til fordel for en rendyrket digital kunst i fremtiden?

Jes Brinch: Jeg tror at en af grundene til at folk køber kunst i dag er at de har behov for nogen ting der ikke er digitale eller masseproducerede. Et kunstværk kan levere noget unikt, som man hverken kan få på nettet eller i Ikea. Derfor tror jeg ikke at det fysiske kunstobjekt forsvinder. Mange har forsøgt at dematerialisere kunsten siden 60erne, men værket kommer altid tilbage, og nu stærkere end før med en større efterspørgsel. Det er blevet mere almindeligt at samle på kunst, og det er stadig de traditionelle medier der sælger, bare spørg en gallerist. Foto og video er stadig svært at sælge, selvom det efterhånden er accepterede kunstneriske medier. Til gengæld tror jeg at kunstformidlingen fremover primært vil være digital. Email-invitationer har allerede udkonkurreret ferniseringskortet, og kopenhagen er uden sammenligning Danmarks bedste kunstblad. Jeg har selv en enorm fordel i digitalt foto, digital billedbehandling, digital musikproduktion, og digital formidling, og kommer ligesom alle andre til at bruge disse medier langt mere fremover. Men jeg er samtidig sikker på at jeg forsat vil producere fysiske kunstværker og udstillinger.



(Pic. 02) Billedtekst: Jes Brinch V1 Gallery 2007.

Popkunstnere som Andy Warhol og Jeff Koons levede og lever et meget offentligt, socialt liv med natklubber og kendte mennesker. Andre kunstnere lever diskret og hemmelighedsfuldt. Hvor vigtigt er det for en kunstner at brande sin person for at få opmærksomhed på sin kunst?

Jes Brinch: Det er klart en fordel at kunne omgås andre mennesker og være udadvendt. Men det er det vel i alle brancher. Jeg tror ikke at det er nødvendigt at brande sin person som kunstner. Galleriets job er at brande sig selv og den kunst de repræsenterer. Men det er vel også op til den enkelt kunstners personlighed om at arbejde med sit personlige image kan gøres til en integreret del af det kunstneriske projekt. Jeg har ikke noget mod at vise røv offentligt, men det tror jeg ikke at for eksempel generte folk som Superflex har lyst til.


(Pic. 03) Billedtekst: BURN OUT official press photo 1994.

Nye forretningsmodeller er på vej ind i kunsten: online auktioner, hjemme ferniseringer, party festivaler. Skal kunstnere i dag være mere forretningsmæssigt bevidste? Vil den klassiske kunstner/gallerist/kunstkøber model fortsætte? Hvad er det ideelle salg for en kunstner? Er det legitimt at købe kunst som ren investering?

Jes Brinch: Det er selvfølgelig en fordel hvis man som kunstner er forretningsmæssigt bevidst, det siger sig selv. Kunstner/gallerist/kunstkøber modellen virker stadigvæk fint, og ser ikke ud til at være ved at forsvinde, trods at der er kommet nye salgsmuligheder via Internettet osv. Jeg vil på baggrund af egne erfaringer mene at det er nødvendigt for en kunstner med et velfungerende samarbejde med et seriøst galleri. Der er ganske enkelt for meget arbejde med kunstformidling, salg, transport og passe udstillinger til at man som kunstner kan overkomme det alene, hvis man også skal have tid til at udvikle nye ideer og producere værker. For mig er det ideelle salg til en køber som jeg ved holder af det værk som vedkommende køber, så at værket ikke pludselig ender på auktion fordi at det ikke passede til farven på den nye sofa. Det er fuldstændig legitimt at købe kunst som ren investering, selvom det ikke er ligeså tilfredsstillende på et personligt plan, hverken for investoren eller kunstneren. Eftersom at vil lever i et globalt kapitalistisk samfund må man som kunstner acceptere er der folk der bruger kunst som en ren investering. Ellers må man sige nej til penge, og hvad fanden gør man så?

Hvilken dansk kunstner forventer du dig mest af i de kommende år?

Jes Brinch: Jeg forventer og forlanger selvfølgelig mest af mig selv. Jeg ser frem til at se nye ting af Jakob Boeskov, som virkelig er en favorit. Det bliver også spændende at se hvad Ingen Frygt finder på.



Hvilken international kunstner forventer du dig mest af i de kommende år?

Jes Brinch: Michael Elmgreen. Han bliver ved med at imponere mig. Hans projekter med Ingar Dragset er ganske enkelt fantastiske. Og så er han en af de skarpeste hjerner jeg kender.

Hvilket galleri ville du helst lave en udstilling hos? Du må gerne nævne flere og gerne i flere verdensdele for at få geografisk spredning.

Jes Brinch: V1 Gallery. Jeg var superglad for at udstille der i august 2007, og ser frem til at lave mere med dem. For mig er det vigtig at have en god personlig relation med de folk jeg samarbejder med. Jeg arbejder bedst med venner. Derfor ser jeg først og fremmest på personerne, og ikke på rummet eller galleriets profil. Jeg vil også meget gerne arbejde med Toke Lykkeberg, Jakob Lillemose, Jan Poulsen, Jacob Fabricius og Lars Bang Larsen fremover.

Hvilket museum vil du helst være udstillet på efter din død og hvilke(t) værk(er) skulle det være?

Jes Brinch: Jeg vil have Operahuset ombygget til Jes Brinch’s mausoleum og der skal min DEATH installation vises permanent med soundtrack for fuld volumen og hele molevitten. ”Hvem är du” ” Jag är döden - döden - döden - döden”. Mit lig skal udstoppes og stå på taget og moone mens folk danser og sniffer kokain i mausoleet. Seriøst er jeg fuldstændig ligeglad med hvad der sker med mine værker og mit eftermæle efter jeg er død. Jeg regner alligevel ikke med at komme tilbage. Og at arbejde på sit eftermæle synes jeg sgu’ er dybt forfængeligt.




Er Marcel Duchamp den største kunstner gennem tiderne?

Jes Brinch: Jeg synes det er svært at udråbe “den største kunstner”, da ingen skaber alene, men er en del af en større sammenhæng og et produkt af deres tid. Men skal man give et bud må det nok være Marcel Duchamp, som nok er den kunstner der har revolutioneret kunsten mest nogensinde. Så svaret er ja.

Dette er det første interview i en serie for Bongorama Kunstklub. Jes Brinch har valgt den næste kunstner, der bliver interviewet i Februar 2008.

Jes Brinch har valgt Jakob Boeskov til næste interview.

***