Peter Callesens Paperman

I Peter Callesens anden soloudstilling hos Helene Nyborg Contemporary finder man temaer som liv, død, krop og identitet. Udstillingens titel Paperman refererer til kunstnerens identitet og den tætte forbindelse mellem værk og skaber. At kunstneren bliver ét med papiret ved at bruge tydelige referencer til sin egen krop og fysik stiller spørgsmålstegn ved, om det er muligt at skelne en kunster fra sit værk.
Således eksempelvis i relieffet Crying my Eyes Out, der forestiller et (selv)portræt, som har fået skåret sine øjne ud og mistet dem til tårer. Tårerne bliver til en papirstrøm af gråd, der er løbet ned i bunden af rammen og har efterladt spor ned over ansigtet, der står som et tomrum i papiret.
På trods af den tætte forbindelse mellem selv og værk, er der altid en selvironisk distance i Peter Callesens arbejder, som typisk har en stærk spænding mellem humor og tragedie. Paperman graver dog dybere i det psykologiske univers, og flere af værkerne bringer en mørkere side af kunstneren frem end hidtil set. For eksempel i Struggle og Bound to be Free, som hver forestiller en figur, der kæmper med sig selv.
Peter Callesen undersøger det flade papirs mulige og magiske transformation ud i det rummelige, fra billede til virkelighed. Ud af det udskårne billede skabes og falder der 3-dimensionelle figurer. Tibage står står silhuetten som et negativt, men i høj grad tilstedeværende billede.
Hanging skin viser et skelet skåret ud af papir, hvor silhouetten træder ud som en mandekrop. I hånden holder figuren sit eget skind, som om huden var trukket af kroppen, der står tilbage med de nøgne knogler. Motivet refererer til Valverdes anatomiske tegning fra 1560, hvor kunstneren poserer med et skind i den ene hånd efter Michelangelos komposition.Via disse klassiske referencer stiller Callesen spørgsmålstegn ved værkets oprindelse, og det kunstneriske subjekts placering i værket og kunsthistorien.
Hovedværket White Diary viser et tværsnit af et menneskehoved med en opslået skitsebog i midten. Fra bogens sider vokser en kompleks tankeproces som et fantasifuldt landskab fyldt med detaljer og eventyrlige historier. White Diary kan ses som som et indblik i en persons indre, hvor dagbogens udklippede sider vidner om et psykologisk univers, der forgrener sig i et vildnis af tanker. Denne labyrintiske kortlægning af hjernen skildrer samtidig en forvirring og en følelse af at blive væk i detaljen og miste overblikket for en stund. Først når skulpturen ses på afstand tegner en helhed sig, og man kan forsøge at skabe orden i kaos.
Peter Callesen er født i 1967 og bor og arbejder i København. Han er uddannet på Goldsmiths College i London og har udstillet verden over, for nylig blandt andet på Shanghai Biennalen, Emily Tsingou Gallery (London), Kathleen Cullen Fine Arts (New York), do Art Gallery (Seoul), Nikolaj (København) og Museet Brandt’s (Odense). I November skal han have sin første soloudstilling i New York på Perry Rubenstein Gallery.
Helene Nyborg
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home